Samsøs bedste kartoffelmad kåret: Her er opskriften

Restaurant Skipperly løb med førstepladsen ved kokkekonkurrencen Samsøs bedste kartoffelmad. Bag ligger et stort arbejde og lang forberedelse

Sådan ser Samsøs bedste kartoffelmad ud. Foto: Jacques Rahr Knudsen, VisitSamsø

En kartoffelmad er vel en kartoffelmad. Niks, ikke hvis du spørger de 10 restauranter der i dag dystede om at vinde kokkekonkurrencen Samsøs bedste kartoffelmad. Og især ikke hvis du spørger vinderen fra Restaurant Skipperly.

Indehaveren Mads Risom kommer her med opskriften på den bedste kartoffelmad.

Vi har været med alle år til konkurrencen, men det her er første år, vi vinder. Så jeg har verdens gladeste køkkenchef.

Mads Risom, Restaurant Skipperly

- Første step er at stege hjemmebagt rugbrød af i estragonsmør. Så skal man have gode Samsø-kartofler – vi kan bedste lide dem af sorten Arielle, fortæller han til TV2 ØSTJYLLAND.

- Så skal vi bruge en skive hjemmerøget lokalt rådyr, der først er saltet i 24 dage, så udvandet i to for at blive røget i tre dage.

Dernæst skal der laves en såkaldt gremolata – en form for grøntsagsblanding.

Rogn fra den lokale fisker

- Man tager tern af dyrekølle stegt med lardo, vender dem i citronskal, skalotteløg, estragon og stenbiderrogn fra den lokale fisker, forklarer Mads Risom.

Slutteligt skal der en skaldyrschoron på maden.

Læs også Årets første frilandskartofler er høstet på Samsø: Solgt for 1000 kroner per kilo

- Den laves af bagt jomfruhummer vendt med tomatpure og blendet til en paste. Og så ned i en hjemmelavet hollandaise.

Og så skal maden 'bare anrettes', som den ses på billedet øverst i artiklen.

Stor sejr for køkkenchefen

- Vi har været med alle år til konkurrencen, men det her er første år, vi vinder. Så jeg har verdens gladeste køkkenchef. Det er en stor sejr for ham, siger Mads Risom.

Med til at kåre Skipperlys kartoffelmad til den bedste var et stærkt dommerpanel bestående af blandt andre den dobbelt michelinbestjernede kok Paul Cunningham fra Henne Kirkeby Kro og Rasmus Munk fra Restaurant Alchemist.

Filmmanden Peter Aalbæk var konferencier, og udover selve konkurrencen kiggede omkring 600 gæster forbi til et kæmpe tag-selv-bord med kartoflen i centrum.

Her ses det glade vinderhold fra Restaurant Skipperly. Foto: Jacques Rahr Knudsen, VisitSamsø

Mange gæster udefra

- Vi kombinerer det folkelige med det professionelle, og det er skønt at kunne give så mange gæster en god oplevelse. 70-80 pct. af gæsterne kom udefra, fortæller informationsmedarbejder hos VisitSamsø, Jacques Rahr Knudsen, til TV2 ØSTJYLLAND.

Konkurrencen arrangeres af VisitSamsø i samarbejde med Samsø Restauratørforening og Samsø Fødevarenetværk, der er en sammenslutning af samske fødevareproducenter, restauratører og avlere.

Det er skønt at kunne give så mange gæster en god oplevelse. 70-80 pct. af gæsterne kom udefra.

Jacques Rahr Knudsen, VisitSamsø

Ligesom tidligere år havde publikum mulighed for at stemme på deres favoritmad, og Publikumspri­sen 2018 gik til Restaurant Dokken.

Til næste år afholdes Samsøs bedste kartoffelmad lørdag den 25. maj.