Samsø Mel har gang i kværnen

Skal levere melprodukter til dagligvare-kæde

Samsø Mel har i disse dage ekstra travlt med at male økologisk ølandshvede, rug og havre. Fra i morgen, fredag, skal deres produkter nemlig også stå på hylderne i landets Føtex food-butikker.

Bag Samsø Mel står landmand Morten Øster Kristensen og hans kone, Ida Kristensen. Morten står for produktionen, mens Ida står for administration, salg og markedsføring af den lille virksomhed

- Vi er rigtig glade for aftalen. De har henvendt sig til os, og det ser vi som et stort kvalitetsstempel, siger Ida Kristensen til TV 2 | ØSTJYLLAND.

Med aftalen om at levere melprodukter til Føtex ser Ida og Morten muligheder for at få produkterne ud til et bredere publikum og måske på sigt at udvide forretningen.

- At få en aftale om at levere til Føtex giver et kærkomment løft til vores forretning. I øjeblikket har vi ikke kapacitet til at levere mel til samtlige føtex-varehuse i Danmark, men vi kan godt levere til fx Østjylland. Hvis kunderne tager godt imod vores mel, så kan det blive nødvendigt at ansætte en medhjælper og investere i en mølle mere. Vi er idealistiske med vores produkter, og vi vokser gerne med opgaven, hvis der er mulighed for det.

Samsø Mel er dyrket på økologiske marker omkring slægtsgården Kristensminde og bliver malet på gårdens egen stenkværn.

Samsø Mel har solgt sine produkter på Samsø siden 2012.