Samsø Linien vil sejle uden tilskud
Det lokale rederi vil ikke opgive sejladsen fra Sælvig til Hou, selv om det næste år mister det offentlige tilskud til ruten.
Selv om Bornholmstrafikken A/S vandt licitationen over færgeruten Samsø - Hou, vil Samsø Linien blive ved med at sejle på ruten. Nu blot uden det årlige offentlige milliontilskud. Det skriver Århus Stiftstidende.
Ifølge avisen har Peter Berndt, der er formand for rederiets bestyrelse, i et brev til borgmester Carsten Bruun bebudet, at Samsø Linien vil tage konkurrencen med Bornholmstrafikken A/S på rent kommercielle vilkår.
Samsø Linien vil indsætte en ny katamaranfærge, som kan bringe sejltiden Sælvig - Hou helt ned på 36 minutter. Dermed bliver det muligt at opnå timedrift med 45 minutters sejlads og 15 minutter i havn.
Desuden vil rederiet gøre brug af den nuværende færge Vesborg, når der er behov for det.
Konkurrencen mellem de to færgeselskaber bliver en realitet, når Bornholmstrafikken begynder at sejle mellem Jylland og Samsø i oktober 2008.