Sag om genopdragelsesrejse vælter formand
Flere dages hård kritik og massivt politisk pres har fået Århus kommunes integrationsråd til at fyre sin formand. Se tv-indslag.
Den netop afgåede formand for integrationsrådet, Ahmed Jibril Abdi, beskyldes for at have medvirket til at sende to somaliske børn på genopdragelsestur til hjemlandet.
Sagen betød, at Ahmed Jibril Abdi i sidste uge besluttede at trække sig som byrådskandidat for Socialdemokraterne i Århus ved det kommende kommunalvalg.
Og nu får sagen altså også konsekvenser i forhold til Ahmed Jibril Abdis virke som formand for kommunens integrationsråd. Torsdag aften besluttede integrationsrådet at fyre Ahmed Jibril Abdi. Han er nu blevet afløst af Purnima Kumarathas.
- VI har efter demokratiske principper haft et valg. Og der var det mig, der blev valgt som ny forkvinde, siger Purnima Kumarathas til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Purnima Kumarathas vil sørge for, at der i fremtiden er tillid til integrationsrådet blandt politikere og borgere.
- VIi har været loyal over for byrådet i de beslutninger, de har taget. Vi har rådgivet dem, og det vil vi naturligvis fortsætte med, siger hun.
Ahmed Jibril Abdi ønskede torsdag aften ikke at udtale sig til TV 2 | ØSTJYLLAND, men henviser i stedet til en pressemeddelelse fra integrationsrådet.
I pressemeddelelsen står der blandt andet:
Ahmed Jibril har på Integrationsrådets møde i aften redegjort for sin rolle i sagen med de to somaliske børn og understreget at han alene var tilstede som vidne på at forældrene indgik en aftale. Fra rådets side vil vi med stor tydelighed understrege, at integrationsrådet tager afstand fra såkaldte genopdragelsesrejser.
Du kan se et tv-indslag om fyringen af Ahmed Jibril Abdi ved at klikke i boksen ovenfor til højre.