Sådan skal penge fordeles
Rådmænd er blevet enige om millioner til ældre
44 millioner kan snart være på vej til de aarhusianske ældre. Pengene er en del af en pulje på en milliard kroner, som er afsat på finansloven til at løfte ældreplejen i Danmark.
I går kunne TV 2 | ØSTJYLLAND fortælle, at der var stor uenighed mellem ældrerådmand Jette Skive (DF) og socialrådmand Thomas Medom (SF) om, hvordan pengene skulle bruges.
I dag er uenighed vendt til enighed, og det glæder Jette Skive (DF):
- Jeg nåede da lige at tage boksehandskerne og tandbeskytteren på, da jeg forstod, at andre områder end ældreområdet skulle have del i de 44 millioner. Sidst Dansk Folkeparti fik afsat 1/2 milliard til de ældre, gik pengene jo til alle mulige andre formål. Men efter et godt morgenmøde med socialrådmanden, så ser det ud til, at vi undgår blod, sved og lange slagudvekslinger. Pengene skal gå til de svageste ældre, og vi er blevet enige om en række fælles initiativer. Så ros til Thomas Medom og SF for at bakke op om, at de 44 millioner ubeskåret skal gå til de svageste ældre, siger Jette Skive i en pressemeddelelse.
De 44 millioner skal bruges på at understøtte mere aften- og hverdagsliv i plejeboligerne, til bedre rengøring i hjemmene, flere sygeplejersker i hjemmeplejen og til forebyggelse af ensomhed og isolation blandt enlige og udsatte ældre.
Inden millionerne kan komme de ældre til gode, skal kommunen først ansøge om pengene, og det kræver, at der opbakning i byrådet.