Så faldt brikkerne på plads: Tre ud af fire skoleledere ansat
Aarhus Kommune er efter længere tids rekruttering nu lykkedes med at besætte tre ud af fire skolelederstillinger efter massiv markedsføring
Jobbet som skoleleder er ikke et, som ansøgerne ligefrem har stået i kø efter i Aarhus Kommune.
Kommunen har flere gange forgæves forsøgt at rekruttere skoleledere, men uden held.
Læs også
Nu er stimen så endelig vendt. Aarhus Kommune meddeler i dag, at tre ud af i alt fire skolelederstillinger er blevet besat. Det drejer sig om Højvangsskolen, Sødalskolen og Samsøgades Skole der altså nu kan se frem til nye ledere.
Valgene er faldet på baggrund af 66 ansøgninger, hvilket glæder børne- og unge rådmand Bünyamin Simsek (V):
- Det er positivt, at der har været flere ansøgere at vælge imellem, siger han til TV2 | ØSTJYLLAND.
Fokus på annoncer
Hvis rådmanden selv skal komme med en forklaring på, hvorfor denne ansættelsesrunde har været en succes, peger han på, at Aarhus Kommune har forsøgt sig med massiv markedsføring i både lokale og landsdækkende medier - og også på sociale medier som Linkedin.
- Vi har været mere aggressive, og det kan vi se, har haft en positiv effekt.
Læs også
For Højvangsskolens vedkommende var det femte gang, at jobopslaget var ude.
- Det er ikke ekstraordinært, at man er nødt til at genopslå en stilling. Det handler om det helt rette match, fortæller Bünyamin Simsek.
Nu mangler der kun at blive fundet en skoleleder til den fjerde og sidste skole, Rundhøjskolen.
I forsøget på at sikre sig, at fremtidige ansættelsesrunde kommer til at foregå nemmere, vil Aarhus Kommune nu i dialog med blandt andre Skolelederforeningen og Danmarks Lærerforening.
På Højvangsskolen bliver det den snart tidligere leder af Voel Skole ved Silkebort, den 46-årige Ivan Børsting, der sætter sig i stolen, mens det på Sødalskolen er 47-årige Karen Henriette Jensen, som kommer fra en stilling som pædagogisk viceskoleleder på Gjellerupskolen i Herning.
Læs også
Den sidste skoleleder er 53-årige Preben Sørensen Stadsgaard, som har været undervisningskonsulent i Undervisningsministeriet.
På Rundhøjskolen, som endnu mangler en fast skoleleder, er det den nuværende viceskoleleder Allan Frederiksen, der fortsætter, indtil stillingen er besat.