Så meget snyder aarhusianerne
Dobbelt op på socialt bedrageri
Flere aarhusianere blev sidste år opdaget i at snyde med sociale midler.
Det står nu klart efter, at tallene for socialt bedrageri i Aarhus Kommune nu er blevet opgjort.
I 2012 lykkedes det Beskæftigelsesforvaltningen og Borgerservice at afsløre snyd for 38 millioner kroner. En fordobling i forhold til året før. Det skriver Aarhus Stiftstidende.
- Vi bliver bedre og bedre til at spotte sociale bedragere. Men det er bekymrende, at omfanget af socialt bedrageri er så stort. Det gør mig harm, når man bevidst snyder sig til penge fra den fælles kasse, siger rådmand Hans Halvorsen (S) til Aarhus Stiftstidende.
Det er blandt andet bedrageri med fiktive adresser, sort arbejde og snyd med børnepenge, som kommunen har haft held med at afsløre.