Så meget skal sygehusene spare
Sygehusene i Randers og Horsens kæmper med økonomien. På hospitalerne i Århus og Silkeborg ser det bedre ud.
Regionshospitalet i Randers forventer at komme ud af 2009 med et underskud på omkring 16 millioner kroner. Pengene skal findes på budgettet for i år, hvor der således er risiko for fyringer eller neddrosling af visse ikke-livstruende operationstyper.
Også på Regionshospitalet i Horsens er der udsigt til et underskud. Ifølge sygehusdirektør Lisbeth Holsteen Jessen kommer hospitalet ud af 2009 med et underskud på cirka 19 millioner kroner, hvilket betyder, at der sandsynligvis skal fyres medarbejdere.
- Vi har allerede fundet en del af pengene ved at bringe vikarforbruget ned. Vi vil helst undgå afskedigelser, men desværre bliver det nok nødvendigt at afskedige et mindre antal medarbejdere, siger Lisbeth Holsteen Jessen til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Balance i økonomien i Skejby og i Silkeborg
På de øvrige østjyske sygehuse er situationen derimod mere lys.
Østjyllands største hospital, Skejby Sygehus i Århus, forventer at ramme tæt på nul, når økonomien for 2009 er gjort op. Sygehuset har allerede gennemført de besparelser, der var nødvendige, og derfor er der ikke udsigt til et økonomisk hængeparti.
Samme billede tegner sig på Regionshospitalet i Silkeborg, som også regner med et regnskab, der lige akkurat balancerer.
På Århus Sygehus, der omfatter det tidligere amtssygehus og kommunehospital, er der derimod risiko for et underskud på mellem 10 og 15 millioner kroner.
- Men det anser vi stort set som et nul. Man skal huske på, at vores budget måske er fire gange større end på Regionshospitalet i Randers. Derfor er overskridelsen reelt ikke så stor, forklarer hospitalsdirektør Ole Thomsen til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Flere østjyske sygehuse gør dog opmærksom på, at økonomien for 2010 også afhænger af indholdet i en kommende spareplan fra regionsrådet. De folkevalgte politikere holder senere på måneden en budgetkonference, der skal afklare, hvor store besparelserne ender med at blive.
Med andre ord kan sygehusene blive tvunget til at spare, selv om økonomien p.t. ser fornuftig ud.
Se mere i fredagens nyhedsudsendelse kl. 19.30 på TV 2 | ØSTJYLLAND.