Så er Wieghorsts assistent fundet
Bent Christensen bliver AGFs nye assistenttræner
Morten Wieghorst har fundet sin makker til at styre tropperne i den aarhusianske fodboldklub AGF.
Valget er faldet på 51-årige Bent Christensen, der senest har været assistenttræner for Lyngby i NordicBet Ligaen.
Og Bent Christensen og Morten Wieghorst kender hinanden. Da Morten Wieghorst var træner for U21-landsholdet, var det nemlig Bent Christensen, der havde rollen som assistent.
- Det er en spændende udfordring at blive en del af det projekt, som AGF har søsat. Jeg glæder mig til igen at arbejde tæt sammen med Morten, som jeg er meget på linje med både i forhold til fodboldfilosofi og mandskabsbehandling. AGF er en sovende kæmpe, som jeg gerne vil være med til at vække, og det bliver en spændende opgave at være med til implementere en spillestil, der gennemsyrer alle holdene i klubben. Både i DBU og Lyngby har jeg været med til at arbejde med en gennemgående tråd. Det er Morten, der kommer til at udstikke den sportslige kurs, og jeg ser frem til at sætte mit præg på retningen, siger Bent Christensen i en pressemeddelelse.
Og Morten Wieghorst ser også frem til samarbejdet.
- Bent er en ekstremt dygtig træner, der har stor erfaring både som træner og spiller på højeste niveau. Han kender mig, de principper, jeg arbejder efter, og hvordan jeg ser på spillet. Jeg sparrer godt med ham, og jeg ved, at jeg kan overlade træningen til ham, hvis jeg engang imellem ønsker at træde et skridt tilbage og kigge på træningen fra afstand. Han er dygtig til at snakke med spillerne individuelt og også vant til at scoute kommende modstandere eller potentielle spillere. Og så er det også en stor fordel, at han har et indgående kendskab til NordicBet Ligaen, så alt i alt er jeg meget begejstret for, at han bliver en del af trænerteamet, siger Morten Wieghorst.
Bent Christensen har første arbejdsdag fredag.
AGF rykkede som bekendt ud af Superligaen i den forgange sæson, og aarhusianerne skal derfor jagte en hurtig retur til landets bedste række.