Så bliver der igen tømt skrald i Randers
Skraldemændene i Randers har besluttet at genoptage arbejdet efter en uges strejke.
Efter et møde i morges besluttede skraldemændene at genoptage arbejdet. Derefter gik de straks i gang med at indhente det forsømte.
Striden begyndte, da skraldemændene og deres arbejdsgiver, MiljøTeam, blev uenige om lønforhold i forbindelse med de seneste måneders meget snevejr, hvor de normale tømningsrutiner har været sat ud af kraft.
Overenskomsten har nogle regler om ekstraaflønning i forbindelse med indhentning af manglende tømningsdage, og det er de regler, som firmaet og de ansatte ikke er enige om.
- Vi har nu sendt vores krav til ledelsen af Miljøteam. Så regner vi med at komme i forhandling om situationen. Ledelsen sagde, at den ikke ville forhandle med os, mens vi strejkede, siger skraldemændenes tillidsmand, Jes Kristensen, til amtsavisen.dk.