S splittet om motorvej
Den vejpolitiske ordfører siger nej til motorvej gennem Silkeborg, selv om partifæller er for.
Socialdemokraterne taler med to tunger om linjeføringen for den nye motorvej ved Silkeborg, skriver Midtjyllands Avis.
Når partiets vejpolitiske ordfører Jens Christian Lund (S) anbefaler Resendal-linjen og raser mod Kombi-linjen i Silkeborg, repræsenterer han ikke sit parti. Det fastslår Socialdemokratiets gruppeformand Carsten Hansen fra Christiansborg.
Han tilføjer, at Jens Christian Lund dog har fået grønt lys til at fremføre og markere sine egne holdninger i sagen.
Partiet er i det hele taget splittet i spørgsmålet om motorvejen ved Silkeborg skal gå gennem den fredede Gudenådal eller gennem byen ad Kombi-linjen.
- Vi er ikke afklaret på det punkt, og det kan ende med den ene eller anden løsning; der er så mange problemstillinger i denne her sag, og nu vil vi afvente Vejdirektoratets undersøgelser til foråret, og derefter tage endelig stilling, siger Carsten Hansen.