Høns hyldet: - Nu skal vi hjem og lave kyllinger
Hele weekenden har der været masser af farvestrålende høns, duer og kaniner i Kolind på Djursland.
Kaniner med både stritører og hængeører samt høns og duer i fantastiske farver har i denne weekend været til skue i Kolind på Djursland.
De farvestrålende dyr var udstillet på den årlige hobbydyrsudstilling, som i år havde endnu flere dyr end sædvanligt.
- Der har været større interesse i år, og der har været rigtigt mange dyr herude. Det er gået rigtigt godt, siger formand i Kolind og Omegns Fjerkræklub Hans Jørgen Bjerregaard til TV2 ØSTJYLLAND.
En af dem, der har haft dyr til udstilling, er Søren Mikkelsen fra Hornslet. Han har avlet rustfarvede welsumer-høns til udstilling de sidste fire-fem år, og i år blev de hyldet med en guldmedalje.
- Det er rigtigt fint. Det er min hobby, og det har været meget spændende at være med, siger Søren Mikkelsen.
Læs også
Denne weekends udstilling var hans tredje og sidste i denne sæson. Han går meget op i at passe sine dyr, sørge for at de får det rigtige foder, og at de kan komme inden for, når det regner. I alt elleve af hans høns har været på udstilling i Kolind.
- Hønsene bliver lidt trætte af at være på udstilling, men selvom de er lidt urolige i starten, mærker man ikke det store på dem. Nu skal vi hjem og lave kyllinger, siger Søren Mikkelsen.
Læs også
På udstillingen deltog også flere andre foreninger, og de omkring 660 gæster kunne derfor opleve både akvariefisk, marsvin og biavl.
- Det er rigtigt dejligt, at der har været så mange besøgende. Der er mange, der også er kommet med spørgsmål til, hvor man kan købe kyllinger og æg osv., så alt i alt har det været en rigtigt god weekend, siger formand Hans Jørgen Bjerregaard.