Russisk kæmpeubåd kommer forbi Anholt og Samsø

Midt på dagen fredag er en russisk atomdreven ubåd og to skibe på vej igennem Kattegat, oplyser Forsvaret

Rusland har sendt en stor ubåd og slagkrydseren "Pjotr Velikij" (til højre på billedet) samt følgebåde tværs gennem de danske farvande. Foto: Det norske forsvar

Verdens største atomdrevne ubåd fra Rusland, som fredag er på vej igennem de danske farvande, befinder sig cirka klokken 11.30 syd for Anholt i Kattegat.

Det oplyser kaptajn og vagtholdsleder ved Forsvarets Operationscenter Steffen Lund. 

Læs også Kæmpe yacht lagde til ud for Aarhus: Var for stor til havn

Der skulle også være mulighed for at se fartøjet fra Samsø. 

De russiske fartøjer bliver eskorteret af et af Forsvarets patruljefartøjer på hele ruten ned igennem Kattegat, ind i Storebælt, under Storebæltsbroen, ned langs Langeland, forbi Lolland-Falster og så ud mod Bornholm. 

Læs også Aarhus hædret for at lokke krydstogtturisme til byen

- Vi forventer, at de vil være ved Storebæltsbroen sidst på eftermiddagen eller først på aftenen omkring klokken 19. Men det er forbundet med en vis usikkerhed i forhold til, hvor hurtigt de sejler. Det varierer lidt, lyder det.

Den 172 meter lange ubåd "Dmitrij Donskoj" er verdens største atomdrevne ubåd. Det er første gang, at den sejler ind i Østersøen. Den sejler sammen med slagkrydseren "Pjotr Velikij", som ses øverst på siden.