Røveri mod guldsmed: Da jeg så pistolen, begyndte jeg at skrige

Indehaver af guldsmed fortæller om lørdagens voldsomme røveri i Silkeborg

03:00

1 af 2

Lørdag formiddag stod Charlotte Kürkçü og arrangerede varer i udstillingsvinduet i sin butik på Torvet i Silkeborg, da en mand kom ind i forretningen.

Som hun altid gør, når der kommer kunder i butikken, tilbød hun sin hjælp til manden. Men manden var ikke en kunde. Han var en røver, bevæbnet med en pistol.

- Han kom mod mig ret hurtigt, og han holdt den ene hånd op mod min hals, og træk en pistol med den anden hånd og pegede den ind i hovedet af mig, siger Charlotte Kürkçü, der ikke ønsker at få vist sit ansigt.

Hun er medindehaver af Turquoise Guld og Sølv i Silkeborg, som lørdag formiddag blev udsat for et voldsomt røveri.

Voldsomt røveri mod guldsmed: Politiet jagter bevæbnede røvere

- Da jeg så pistolen, begyndte jeg at skrige som en sindssyg. Jeg ville have, at folk ude på gaden kunne høre mig, og at de så, hvad der skete. Så jeg skreg voldsomt, og så begyndte jeg at tage fat i pistolen, siger Charlotte Kürkçü.

Lørdag formiddag passede hun alene butikken i det centrale Silkeborg, mens hendes datter på to år legede på gulvet i lokalet.

- Han blev voldsom over for mig, og vi endte med at slås. Jeg blev skubbet ned på gulvet bag disken, mens han sad ovenpå mig og sprayede mig med peberspray samtidig, fortæller Charlotte Kürkçü og fortsætter:

- Jeg kunne høre, at min datter stod og græd. Det var nok det værste, at jeg kunne høre hende græde.

Røveriet blev begået lørdag klokken 10.25 og få minutter senere stak røverne af.

- Det første, jeg gjorde, var at løbe ud på gaden, hvor jeg stod og skreg for at gøre opmærksom på, at der var noget galt, og heldigvis reagerede folk på det, fortæller Charlotte Kürkçü.

Røveri: Anholdt er efterlyst via Europol

Borgere ude på gågaden havde held med at tilbageholde den ene af de formodede røverne, som blev anholdt af politiet, mens borgere udpegede en anden mand, som også blev anholdt.

Andre borgere forsøgte at løbe efter nogle af de andre røverne, men måtte opgive jagten, da røverne pegede på dem med pistoler.

De to anholdte, to mænd fra Litauen, blev søndag formiddag varetægtsfængslet frem til den 9. oktober. Midt- og Vestjyllands Politi leder forsat efter tre gerningsmænd til røveriet og er derfor interesseret i at høre fra borgere, der måtte have oplysninger i sagen. Politiet kan kontaktes på telefonnummer 114.

I videoen øverst på siden kan du høre Charlotte Kürkçü fortælle om det voldsomme røveri.