Røveri mod Føtex
Bevæbnet røver truede sig til kontanter
Bevæbnet med en kniv lykkedes det lørdag eftermiddag for en ukendt gerningsmand at true sig til en del af dagens omsætning i Føtex i Viby Centret i Aarhus.
Ifølge politiet truede den bevæbnede røver en ekspedient til at tømme kassen for kontanter og derefter udlevere pengene. Umiddelbart efter stak gerningsmanden af.
Røveriet blev anmeldt til politiet kl. 15.54.
- Vi har et godt signalement og gode overvågningsbilleder fra stedet. Så vi ser lyst på chancerne for at opklare røveriet, siger vagtchefen ved Østjyllands Politi til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Se: Fængslet for væbnet røveri
Ifølge politiet har gerningsmanden et mellemøstligt udseende. Han er 30-35 år og 175-180 cm høj. Hans kropsbygning er almindelig.
Han har sort mellemlangt hår med megen voks i. Derudover har han lange, tynde bakkenbarter og daggamle skægstubbe.
Under røveriet var han iført en brun/grå habitjakke med sorte lapper på ærmerne. Han bar sorte bukser og en blålig T-shirt.
Under røveriet talte han dansk.