Røver stak 7-Eleven ansat med kniv
Et butikstyveri i en 7-Eleven butik på Immervad i Århus løb natten til onsdag helt af sporet. Gik udover ansat og vidne.
- Tre mænd kom op at toppes med en ansat, da han opdagede at de ville stjæle fra butikken. En af gerningsmændene stak så en kniv i den ansattes skulder. Det oplyser Jørn Andersen, vicepolitiinspektør ved Østjyllands Politi i Århus.
Under tumulten fik den ansatte et 5 cm dybt knivstik i den ene skulder, og et vidne blev tildelt knytnæveslag i ansigtet, før de tre gerningsmænd stak afi en taxa omkring klokken halv tre.
Østjyllands Politi anholdt tre mænd på 17, 26 og 34 år godt en times tid senere.
Den 17-årige fremstilles i eftermiddag med krav om fængsling. De to øvrige sigtes for tyveri og løslades uden fremstilling. Grunden er, at det er godtgjort, at det kun er den 17-årige, der kan sigtes for røveri. Det oplyser vicepolitiinspektør Jørn Andersen