Rønnow bag nyt musikteater
"My Fair Lady" bliver det første udspil fra Mikkel Rønnows nye teaterselskab, Pygmalion.
Musicalen "My Fair Lady" bliver første udspil fra et nyt dansk teaterselskab, Pygmalion, der onsdag blev præsenteret i Århus. Bag selskabet står kapelmesteren og teaterproducenten Mikkel Rønnow.
Han har siden begyndelsen af 1990'erne været kapelmester for en snes musicalopsætninger herhjemme og drev i årene 2001-2004 musicalselskabet Rossen & Rønnow sammen med sangeren Stig Rossen.
Pygmalions udgave af "My Fair Lady" har premiere i Musikhuset i Århus den 15. december og skal senere opføres i Vejle, København og Herning. Og det bliver med en international besætning.
- Til forestillingen skal vi bruge omkring 25 skuespillere, sangere og dansere. Vi har holdt castings og auditions i København og Göteborg, og inden længe kigger vi på emner i London, fortæller Mikkel Rønnow. /ritzau/