Ronnie Schwartz jagter ny rekord
Angriberen vil overgå Marc Nygaard
Ronnie Schwartz jagter ny rekord i Randers.
Angriberen har foreløbigt scoret 15 mål i sæsonen, og det er ét mål færre end Marc Nygaard gjorde i sæsonen 2008/2009.
Derfor håber Ronnie Schwartz - også kendt som Plaffeministeren - at der er mål i støvlerne på søndag, når Randers FC på hjemmebane møder FC Vestsjælland i sæsonens sidste kamp i Superligaen.
- Det vil være en stor ære for mig, hvis jeg kunne nappe rekorden fra en så kompetent angriber som Marc Nygaard. Jeg vil i hvert fald gøre mit til det, selv om det nok bliver svært at nå Thomas Dalgaard som Superligaens topscorer, siger Ronnie Schwartz.
Tre mål flere end Schwartz
Thomas Dalgaard topper topscorelisten i Superligaen med 18 kasser, og det er tre mere end Ronnie Schwartz.
Ronnie Schwartz har allerede sat sig tungt på flere rekorder.
Han er den mest scorende spiller i Randers FC nogensinde med 41 kasser i 89 kampe. Derudover er han også helt fremme, når det gælder mål scoret i Superligaen. I landets bedste række har Plaffeministeren scoret 29 gange, og det er seks mere end Søren Berg.
På søndag har Ronnie Schwartz så muligheden for at skrive sit navn i endnu en rekordbog, når FC Vestsjælland kommer til Randers. Den kamp spilles på AutoC Park Randers klokken 17.00.