Roen har sænket sig over AGF
Efter en skidt sæsonstart med masser af krisesnak har søndagens sejr nu givet ro hos AGF.
Efter en skidt sæsonstart og krisesnak har roen nu sænket sig over AGF efter syv point i tre kampe. Sæsonen startede med fire nederlag i fem kampe, men med 1-0-sejren søndag i Esbjerg kom AGF op på syv point i tre kampe.
Krisesnakken er da også forstummet, og i stedet har arbejdsroen sænket sig over træningsbanerne på Fredensvang.
- Det er helt sikkert en sejr, der giver lidt ro, siger sportschef Brian Steen Nielsen, der kan glæde sig over en placering midt i ligaen.
- Man begynder at fornemme noget kontinuitet i det, vi går og laver. Samtidig er de bærende spillere begyndt at levere varen, sejrene giver selvtillid, og nu kan vi pludselig begynde at koncentrere os om at lægge afstand til bunden, lyder det fra den tidligere arbejdsmand på den århusianske midtbane.
Men sportschefen ved også godt, at træerne ikke vokser ind i himlen. Og da slet ikke i Århus, hvor kritikerne er hurtige på aftrækkeren.
- Der er stadig kun tre point ned til bunden, så jeg ved da godt, at kritikken melder sig, hvis vi taber til AaB på lørdag. Til gengæld er vi nu i en situation, hvor en sejr kan give et godt hul, siger Brian Steen Nielsen. /ritzau/