Rødt ja til grønt sygehus
Budgettet kan hæves med energibesparelser
S, SF og Enhedslisten er fortsat klar til at blåstemple et dyrere supersygehus i Aarhus, hvis det kan blive grønt og energibesparende. Det fortæller DR Østjylland.
Dermed står partierne ved valgkampens meldinger om, at det nye universitetshospital kan få lov til at koste mere end de 6,3 milliarder kroner, som den tidligere regering satte som loft.
- Vi lægger ikke op til, at man nu bare må bygge løs, siger medlem af Sundhedsudvalget for Socialdemokraterne, Kirsten Brosbøl.
- Men hvis det er noget, der kan give en bedre og mere rationel hospitalsdrift, og som kan tjene sig selv hjem, så kan Region Midtjylland få lov til at låne til det ud over rammen på de 6,3 milliarder kroner, siger hun.
SF er også klar til et dyrere supersygehus i Aarhus på visse betingelser.
- Det er ikke en smutvej til, at man lige kan hente tre-fire illiarder ekstra ind og bygge et større projekt ved Skejby.
- Det er et spørgsmål om, at regionen kan få mulighed for at få bygget energirigtigt fra starten af, så man får lavet de rigtige og mest klimamæssige løsninger, siger SF-finansordfører Jonas Dahl. Han mener også, at det på længere sigt kan betyde besparelser på driftsomkostningerne.
Regeringen behøver ikke spejde langt efter et flertal.
- Der skal åbnes mulighed for, at man kan få de penge, der reelt er brug for, siger Enhedslistens Per Clausen.
- Vi skal have et universitetshospital, der er energimæssigt fornuftigt indrettet, og det er et problem, at regionen ikke har råd til det nu, siger han.
Den radikale uddannelsesminister Morten Østergaard åbnede under valgkampen også op for flere lånekroner til et energibesparende supersygehus.