Rockere fængslet
Bag tremmer efter stor politiaktion i bandemiljøet
To rockere med tilknytning til Hells Angels i Aarhus er tirsdag formiddag blevet fængslet.
De to rockere blev anholdt under en stor aktion mandag ledet af politiets særlige bandeenhed Task Force Vest på 34 tilholdssteder i rocker- og bandemiljøet. Også et enkelt bandemedlem fra Fredericia er blevet fængslet.
I Aarhus er to mænd 27 og 30 år begge sigtet for besiddelse af en skarpladt ni millimeter pistol. En dommer har tirsdag varetægtsfængslet dem i fire uger. Begge har kæret fængslingen til landsretten, oplyser politikommissær Mogens Brøndum.
En 23-årig mand med tilknytning til Bandidos skal desuden i grundlovsforhør ved Retten i Horsens. Han er sigtet for at have en fuldt funktionsdygtig pistol.
Fandt våben, narko og tyvekoster
Ved mandagens ransagninger fandt politiet både våben, narkotika, tyvekoster og penge, oplyser Task Force Vest.
- Vi har lavet en samlet indsat mod rockerborge og i bandemiljøet generelt. Vi har både været hos Hells Angels og
Bandidos samt flere bander, sagde Kirsten Fischer til Ritzau.
I alt blev 10 anholdt ved aktionen, men politiet vil kun have fire fængslet.