Robert til Malmros-film

Vinder årets kvindelige hovedrolle

01:51

Helle Fagrelid ved siden af Nils Malmros til premiere på filmen i Aarhus.

1 af 2

Nils Malmros-filmen Sorg og Glæde har netop vundet sin første pris ved Danmarks Filmakademis uddeling af årets Robert-pris: Prisen for årets bedste kvindelige skuespiller gik til den færøsk fødte skuespiller, Helle Fagralid, som spiller filmens kvindelige hovedrolle. En rolle baseret på Nils Malmros egen hustrus voldsomme oplevelser, da hun i en psykose ombragte parrets ni måneder gamle barn.

Nils Malmros fortæller til TV 2 | ØSTJYLLAND at han var rørt over hæderen til sin hovedrolleskuespiller. Og han benyttede lejligheden til endnu en gang at takke sin hustru for, at han har fået lov til at fortælle historien på film.

Det er en speciel og stærk film, der gør et indtryk, og det er en stærk rolle, fortæller Helle Fagralid til Ritzaus Bureau.

- Det var en stærk rolle at spille, men det var nemmere, end jeg havde troet, og det var det fordi, der var et godt manuskript, og fordi jeg havde en god kemi med Jacob Cedergren (mandlig hovedrolle, red.), fortæller hun.

Selvom skuespillerinden har været med i mange film, så er det første gang, at hun vinder en pris.

- Jeg har været nomineret én gang før, og da var jeg 21 år. Men det er første gang, at jeg har vundet, siger hun.

Årets mandlige hovedrolle gik til Mads Mikkelsen, der ikke er til stede ved prisuddelingen.

Se Nils Malmros' reaktion på prisen i indslaget over artiklen.