- Rigtig god dag for byudviklingen
Rådmand er glad for aftale, der sikrer almene boliger
Torsdag faldt den nye finanslov på plads, og den sender blandt andet 90 millioner kroner til Aarhus til nye almene boligbyggerier, ligesom en ændring af planloven og almenboligloven gør, at kommunerne kan kræve, at hver fjerde bolig, der bygges i områder, som ikke allerede er bebygget, skal være en almen bolig.
- Nu får vi mulighed for at sørge for, at der bliver billige boliger, så alle kan få en god bolig, de har råd til, siger Kristian Würtz (S), der er rådmand for teknik og miljø i Aarhus Kommune.
Og han er i den grad glad for den nye aftale.
- Det er en rigtig, rigtig god dag for byudviklingen i Aarhus.
I den netop indgåede finanslov er et af delelementerne, at de store byer fremover kan kræve, at hver fjerde nyopførte bolig er en almen bolig, der er til at betale for almindelige lønmodtagere.
- Det er nu, vi skal sikre, at vi bygger en by, der hænger godt sammen socialt, siger Kristian Würtz og fortsætter:
- Det er vigtigt fordi, at hvis der er mange forskellige boligtyper og ejerformer i et kvarter, så får vi mange forskellige mennesker til at bo sammen.
Ordningen med 25 procent almene boliger skal i første omgang løbe som en 10-årig forsøgsperiode.
Du kan se mere om sagen i indslaget øverst i artiklen, hvor du også kan høre mere om de 90 millioner kroner, som Aarhus kan bruge på nye almene boligbyggerier.