Rigmand får smæk for Rolls Royce-kørsel: Det er uretfærdigt

Retten har dømt østjysk erhvervsmand til at betale hundredetusindvis af kroner tilbage i SKAT, fordi han brugte firmabil til privatkørsel

Det kan blive en dyr affære ikke at have styr på sin kørebog, når man har en firmabil. Særligt når bilen er en Rolls Royce. 

Det må den østjyske rigmand og godsejer Henrik Frederiksen fra Lyngsbækgaard tæt på Ebeltoft sande. 

Han er i Retten i Randers sidste år blevet dømt til at betale værdien af fri bil, fordi han ikke har kunne fremlægge en nøjagtig kørebog for, hvordan han har brugt bilen. Det skriver Fagbladet 3F i dag. 

Læs også Veteranbiler for millioner på auktion

Henrik Frederiksen fortæller til TV 2 | ØSTJYLLAND, at han finder dommen "meget uretfærdig".

- Jeg havde jo 20 andre Rolls Royce'r stående, som jeg har indregistreret privat, så hvorfor skulle jeg køre i lige netop den?, fortæller han i telefonen. 

Den omtalte Rolls Royce var ifølge hans egen forklaring en firmabil, han havde til rådighed i Tyskland, hvor bilen også var indregistreret. Bilen kørte årligt 10.000 kilometer om året, som primært blev brugt på kørsel i Tyskland eller transport mellem Tyskland og Danmark, fortæller han.

Læs også Unik auktion: Godsejer sætter livsværk til salg

Det var omstændighederne omkring, hvornår bilen var brugt til erhverv eller privat, som Retten i Randers ikke mente, at Henrik Frederiksen kunne bevise. Han skal derfor betale skat af omkring 800.000 kroner årligt med tilbagevirkende kraft for de år, som Retten finder, at han har kørt i bilen. 

Jeg har betalt millioner i registreringsafgift gennem årene. SKAT har mere travlt med at ramme nogen som mig, end at holde øje med over 12 milliarder kroner, som er forsvundet ud af landet.

Henrik Frederiksen

Kendt for sine dyre biler

Henrik Frederiksen er blevet mangemillionær på salg af Matas-butikker til en kapitalfond. I 2015 trak han overskrifter i mange af landets medier, da han solgte ud af en af Europas største samlinger af veteranbiler. 

Det er derfor ikke nogen hemmelighed, at der holder mange dyre biler i hans garage. 

- Jeg har betalt millioner i registreringsafgift gennem årene. SKAT har mere travlt med at ramme nogen som mig, end at holde øje med over 12 milliarder kroner, som er forsvundet ud af landet, siger Henrik Frederiksen, som mener dommen er helt urimelig:

Læs også Ægtepar på bilauktion: Hun ved mere om krøller end om biler

- Jeg er 73 år og har investeret så meget i Danmark. Jeg er træt af at bo i sådan et land. Måske jeg hellere skulle flytte til Schweiz. Så må vi se, hvad de siger til det. 

Henrik Frederiksen og hans advokat har valgt ikke at anke dommen. 

02:13

VIDEO: I september 2015 viste Henrik Frederiksen rundt i sin fyldte garage, der tæller mange eksklusive bilmærker. 

Luk video