Rift om nye byggegrunde i Odder

Mandag morgen blev tilbuddene på de 28 nye byggegrunde ved Vestermarken åbnet. Der er købstilbud på vej til 15 købere.

I alt 20 borgere bød på grundene, og de afgav i alt ikke færre end 68 tilbud, da det var muligt at byde på mere end én grund. På enkelte grunde var interessen så stor, at der var afgivet op imod en halv snes tilbud.

Max én grund pr. køber

Efter udbudsreglerne kunne ingen købe mere end én grund, og hvis man var højestbydende på flere grunde, gjaldt kun tilbuddet på den grund, hvor differencen mellem mindsteprisen og tilbud var størst. Alle de solgte grunde gik til priser over den fastsatte mindstepris.

Den samlede salgssum for de 15 solgte grunde er 14,8 mio. kr., altså i gennemsnit ca. 1 mio. kr.

Tror på bedre tider

- Jeg er glad for, at der er kommet så mange bud på de nye byggegrunde. Det vidner om, at det er attraktivt at bo i Odder, og det er et tegn på optimisme og bedre tider, siger borgmester Elvin J. Hansen (soc.dem.) i en pressemeddelelse.

De 20 bud kom dels fra lokale borgere, dels fra borgere bosiddende i Århus, Hammel og Aalborg. En enkelt sjællænder var også mellem budgiverne, ligesom der var bud fra et dansk par, bosiddende i London.

Når de 15 købere har accepteret og underskrevet deres købstilbud, bliver der en ny budrunde for de grunde, der ikke blev solgt i denne omgang.