Riddersholm: Top 6 ligger fjernt for os

AGF-træner Glen Riddersholm glæder sig over sejren over FC Midtjylland, men erkender, at AGF ikke har fokus på top 6

Foto: Henning Bagger - Scanpix

AGF havde kniven for struben i søndagens udekamp mod FC Midtjylland i Alka Superligaen.

Der skulle hentes point, hvis aarhusianerne skulle holde liv i målsætningen om en placering i top-6.

Glen Riddersholms tropper modstod presset og hentede en overraskende 1-0-sejr på et mål af Alexander Juel Andersen midtvejs i anden halvleg.

Med sejren er AGF nu fem point efter Sønderjyske på sjettepladsen i ligaen, men den afstand kan blive øget til otte point, hvis Sønderjyske besejrer Silkeborg mandag aften.

Derfor vil Glen Riddersholm heller ikke fokusere på top 6.

- Så længe, det er muligt, vil vi selvfølgelig stræbe efter at nå det, men lige nu ligger top 6 meget fjernt for os.

- Det handler om nuet og den næste kamp. Vi har mange ting, som vi skal gøre bedre, og det er det eneste, som vi fokuserer på.

- Men der er ingen tvivl om, at det giver tro på tingene, når man slår FC Midtjylland på udebane.

- Jeg har sagt mange gange, at der ligger noget og dulmer under overfladen, og det fik vi bevist med sejren i dag.

- Jeg savnede dog stadig, at vi steppede op og viste mere mod til at holde fast i bolden, siger Glen Riddersholm.

Læs også AGF holder liv i top-seks med sejr i Herning

Alexander Juel Andersen mener også, at AGF skal forbedre sit spil med bolden, hvis klubben skal i top 6.

- Vi krigede den hjem i dag, men i længden kan man ikke spille på den måde. Vi skal blive bedre med bolden, og det er noget, som vi skal arbejde på.

- Lige nu glæder vi os over sejren, der skaber en masse selvtillid og tro på tingene. Vi er stadig langt fra vores målsætning om top 6, men vi bliver ved med at jagte muligheden lige til det sidste, siger AGF-spilleren.