RFC-formand: Det sker ikke igen

Randers FC's bestyrelsesformand har haft en samtale med Colin Todd. Han er sikker på, at cheftræneren ikke kritiserer ledelsen offentligt igen

Foto: Richard Sylvestersen - Scanpix

Foto: Henning Bagger - Scanpix

1 af 3

Det har ikke ligefrem vrimlet med gode nyheder fra Kronjylland de seneste uger, og torsdag blev der tilføjet endnu et kapitel til "Keller-gate".

Randers FC's bestyrelse har offentliggjort en orientering om, at man ikke tolererer lignende udtalelser fra Colin Todd, der har kritiseret klubbens ledelse.

Svend Lynge Jørgensen står i spidsen for bestyrelsen, og han fortæller her om baggrunden.

Randers FC giver Todd en advarsel

- Det vi finder uacceptabelt er, at han offentligt går ud og kritiserer ledelsen - det gør man ikke. Man har ret til at være uenig og diskutere, men så træffer man en konklusion. Uanset om man bryder sig om det eller ej, så bakker man op og går ikke ud og kritiserer sin ledelse, siger bestyrelsesformand Svend Lynge Jørgensen til tv2oj.dk.

Colin Todd er en træner, der taler lige ud af posen, og det må han fortsat gerne gøre, men uden at kritisere klubbens dispositioner.

Har haft en snak med Colin Todd

Svend Lynge Jørgensen har haft en snak med Colin Todd i dag, torsdag, og han er sikker på, at englænderen har forstået spillereglerne.

Men hvad hvis det sker igen?

- Så må vi jo vurdere det på det tidspunkt. Jeg har haft en god samtale med Todd i dag, og jeg er overbevist om, at det ikke sker igen. Han fortalte mig, at han stadig er uenig, og det er han i sin gode ret til. Jeg har heller ikke gennem alle årene nødvendigvis været enig med min chef, men jeg har ikke kritiseret ham offentligt, fortæller Svend Lynge Jørgensen.

Han og den øvrige bestyrelse er ikke i tvivl om, at Colin Todd er den rette mand til at stå i spidsen for kronjyderne.

Opbakning til Colin Todd fra uventet kant

- Ellers var han her ikke. Han er den rette mand fremadrettet, og vi har respekt for en træner, der har opnået så gode resultater i Randers FC, lyder det fra Svend Lynge Jørgensen.

Svend Lynge Jørgensen har været medlem af bestyrelsen i over 10 år, og han har været formand i en årrække, og han lægger ikke skjul på, at det har været en turbulent periode.

- Nu er jeg jo ikke jyde, men hvis jeg skal sige det på godt jysk, så har det været træls. Jeg håber så sandelig, at der nu er slået en streg i sandet, så vi kan lægge låg på den her møgsituation, siger Svend Lynge Jørgensen.