Reservekeeper fik chancen i pokalen: Har vist mit værd
Randers FCs Frederik Due var tydeligt skuffet efter holdets pokalexit, men han er tilfreds med sin egen præstation
Torsdag aften røg Randers FC ud af pokalturneringen efter et nederlag til Brøndby IF, som satte de afgørende scoringer ind i forlænget spilletid.
På mål for kronjyderne var Frederik Due, der har fået chancen i alle årets pokalkampe.
Selvom det blev til et nederlag og exit fra turneringen, ser han positiv tilbage på sine egne præstationer i pokalen.
Læs også
- Jeg synes, at jeg har vist mit værd og fik bevist over for Olafur (Randers-træner Olafur Kristjansson, red.), at han kan stole på mig. Igen i dag gør jeg det fint, og så håber jeg bare, at han vil bruge mig noget mere på et tidspunkt, sagde Frederik Due til TV2 ØSTJYLLAND efter slutfløjtet.
Er stadig ung
Den 24-årige målmand, der er hentet i HB Køge, har kun fået starter i pokalturneringen, imens islandske Hannes Halldorsson har siddet sikkert på pladsen i buret, når Randers har været i aktion i Superligaen.
- Nu er jeg jo stadig ung med mine 24 år og har mange år foran mig. Men jeg synes, at Hannes og jeg er meget lige. Jeg kan lære nogle ting af ham, ligesom han kan lære noget af mig, sagde Frederik Due.
Den unge keeper var inden nederlaget til Brøndby faktisk den eneste spiller i truppen, der endnu ikke havde tabt, da det jo var blevet til lutter sejre i pokalen indtil fredagens kamp.
Og længe så det da også ud til at fortsætte mod Brøndby. Det udlignende mål, der fremtvang forlænget spilletid, blev først scoret i det 89. minut.
- Først viser vi god moral på holdet, da vi kommer tilbage efter Brøndbys tidlige føringsmål, og efter 2-1 scoringen sidder vi okay på kampen. Så er det selvfølgelig super ærgerligt og frustrerende, at de scorer et heldigt mål til sidst, lød det fra Frederik Due.
Og i den forlængede spilletid scorede Brøndby så to gange – blandt andet på et fremragende langskudsmål af Hany Muhktar.
- Jeg er da lidt ærgerlig over 3-2-målet, men det er simpelthen så godt sparket, sagde målmanden.
Kort efter lukkede sjællændere reelt opgøret med 4-2 målet, og nu kan Randers FC i stedet koncentrere sig fuldt ud om Superligaen. Næste udfordring her er en kamp mod OB.
Øverst på siden kan du se hele interviewet med Frederik Due.