Renée Toft udgiver børnebog

Tidligere fotomodel springer ud som forfatter med delvist selvbiografisk børnebog.

Den tidligere fotomodel Renée Toft Simonsen debuterer i dag som forfatter med børnebogen "Karlas kabale".

Bogen handler om den 9-årige Karla og hendes liv med sammenbragte søskende og en far, der er alkoholiker. Renée Toft Simonsen tager fat i nogle af de problemer, børn tumler med - Karla mister blandt andet sit kæledyr, og hendes bedste veninde vender hende ryggen.

Med sit alvorlige tema adskiller bogen sig en del fra de fleste andre børnebøger. Århusianske Renée Toft Simonsen har dog ikke fået ideen ud af den blå luft. Bogen er delvist selvbiografisk, og Renée Toft Simonsen har derfor taget udgangspunkt i sin egen familie, mens hun skrev bogen.

- Jeg har selv været barn engang, og der henter jeg selvfølgelig en del inspiration fra. Desuden har jeg fire børn, siger hun.

TV 2 / ØSTJYLLAND har mere om Renée Toft Simonsens børnebog i aftenens udsendelser.