Rektor på Langkær Gymnasium truet af 24-årig

Yago Bundgaard blev i morges truet af 24-årig mand. Manden bliver fremstillet i Retten i Aarhus over middag

Østjyllands Politi fremstiller i dag en 24-årig mand fra Aarhus.

I morges henvendte manden sig på Langkær Gymnasium i Tilst. Her udviste han truende adfærd overfor gymnasiets rektor, Yago Bundgaard.

- Det er psykisk syg person, der kommer og er truende. Ikke fysisk men i sin tale, siger Yago Bundgaard til TV 2| ØSTJYLLAND.

Læs også Færre flygter fra Langkær: Gymnasium har succes med opdeling

Yago Bundgaard stod i skolens sekretariat, der da den 24-årige mand kommer ind. Rektoren på Langkær Gymnasium forsøgte at tale manden til ro.

Det var ubehageligt, men mit indtryk var, at han ikke var ved sine fulde fem

Yago Bundgaard, rektor

- Han bliver truende, og så forsøger jeg at få ham til at forlade stedet. Det gjorde han så. Han gik selv ud på parkeringspladsen, hvor politiet kom og hentede ham, siger Yago Bundgaard.

Yago Bundgaard har ikke oplevet at blive truet på den måde før. 

- Det var ubehageligt, men mit indtryk var, at han ikke var ved sine fulde fem. Jeg tror, at grunden til, at politiet tog ham med, er, at han har turet en del rundt i byen. Så det her var dråben, siger Yago Bundgaard.

Læs også Langkær-rektor forsvarer etnisk opdeling i redegørelse

Politiet blev tilkaldt og den 24-årige anholdt 08.50. Østjyllands Politi har på nuværende tidspunkt ikke flere oplysninger i sagen. 

Langkær Gymnasium i Tilst blev på kort tid landskendt, da gymnasiet i begyndelsen af september sidste år besluttede sig for at opdele eleverne i de nye 1.g-klasser efter etnisk baggrund. 

Beslutningen om opdeling af eleverne blev truffet, fordi gymnasiet på det tidspunkt havde 80 procent tosprogede elever.