Rekruttering for 862.000 kr.
Borgmester forsvarer udgifter til at finde kulturby-ledelse
Det kostede 862.000 kr. at finde og ansætte de tre ledende medarbejdere i det aarhusianske kulturbyprojekt.
TV 2 | ØSTJYLLAND har fået indsigt i den første årsrapport fra Fonden 2017, der står bag planlægningen og gennemførelsen af kulturhovedstadsprojektet i Aarhus.
Regnskabet viser, at der er blevet brugt 862.000 kroner til jobopslag, annoncering og konsulenthjælp fra firmaet Mercuri Urval.
For de penge fandt Fonden 2017 britiske Rebecca Mathews, der for et år siden blev ansat som administrerende direktør.
Siden fulgte programdirektør Gitte Just 1. september, og 1. november tiltrådte Benedikte Strøm som kommunikationschef.
Borgmester: Det er prisen
Borgmester i Aarhus Jacob Bundsgaard (S) ser ikke noget problem i, at ansættelsen af de tre kvinder har kostet næsten en million kroner.
- Det er prisen, hvis man ønsker en professionel ledelse. I dette tilfælde en ledelse med stærke internationale forbindelser. Derfor er prisen også i orden, mener han.
Efter kun fire måneder på posten sagde Benedicte Strøm jobbet som kommunikationschef op. Hun smækkede med døren og kritiserede hele projektet for at sejle og være uden styring.
Borgmester Jacob Bundsgaard erkender, at rekrutteringen af Benedicte Strøm ikke var optimal.
- Vi skulle have brugt flere kræfter på den sidste ansættelse for at sikre, at matchet var i orden.