Rederi vil erstatte Kanhave med ny færge
Farcen er slut. Nordic Ferry Service vil næste år erstatte den problemramte Samsøfærge med en helt ny færge.
21. jan 2010, kl. 14:48
Mere end 30 dage gammel
Kanhave har været ramt af en lang perlerække af problemer, siden den sidste år blev indsat på ruten mellem Hou og Sælvig. Og nu er tålmodigheden sluppet op hos rederiet Nordic Ferry Service.
Rederiet har besluttet, at Kanhave skal skiftes ud med en anden færge i sommeren 2011.
Nordic Ferry Service er allerede nu er i gang med at finde et værft der kan bygge den nye færge. Og denne gang bliver færgen ikke købt i Grækenland, forsikrer rederiet.
Indtil den nye erstatningsfærge er klar, vil rederiet løbende forsøge at forbedre den nuværende færge, Kanhave. Det oplyser rederiets bestyrelsesformand, Per Gullestrup, til SamsøPosten.