Randers-træner savner vilje
Ove Christensen vil have bedre indstilling fra sine spillere efter lussingen mod FCK
Randers FC havde vist gode takter i de seneste par superligakampe, men blev decideret kørt over at et velspillende FC København-hold i lørdagens nederlag på 1-3.
Og det får nu kronjydernes træner, Ove Christensen, til at kræve, at spillerne finder den "gamle" indstilling frem igen.
- Det kan godt se ud som om, at vi ikke tror på det, ikke brænder for det.
- Hvis vi skal ransage os selv, så kan vi godt efterlade indtrykket af, at vores attitude og fight godt kan tåle et eftersyn, siger Ove Christensen.
Han tager det udgangspunkt, at FCK'erne generelt har et højere niveau end spillerne fra Randers.
Og hvis man skal kunne udfordre et sådant hold, så kræver det aggressivitet og mod.
- Vi virkede kyste. Havde Jesper Grønkjær eller Christian Bolaños bolde, turde vi ikke presse en mod en. Havde Dame N'Doye eller Cesar Santin bolden, turde vi ikke gå fysisk til dem.
- Vi havde ikke tilliden til, at en anden tog over, hvis man ikke vandt duellen. Derfor lå vi for langt væk fra dem, og derfor tabte vi, lyder analysen fra Ove Christensen.
Selvrespekt og gejst
I pausen - hvor Randers FC var bagud med 0-3 - efterlyste han både spillemæssige og taktiske forbedringer. Men også selvrespekt og gejst.
Og ifølge anfører Søren Pedersen var det især selvrespekten og gejsten, der manglede.
- Jeg er utrolig skuffet over vores indsats. Vi pressede dem ikke, som vi havde lovet hinanden. Vi gav dem for god tid. Vi kan ikke være vores indsat bekendt, siger Søren Pedersen.
- Det var måske kun i de første fem minutter, at jeg følte, at vi var lidt med i kampen. Det var måske også derfor, at vi gik ned, da de kom foran. Det gav os et afgørende skub, siger han.