Randers tæller ned til fest
Post Danmark Rundt starter i Kronjylland
Forude venter der en sommer med masser af EM-fodbold, Tour de France og OL.
Alligevel er Randers allerede gået i gang med at tælle ned til onsdag den 22. august, hvor byens gader lægger asfalt til starten af Danmarks største tilbagevendende sportsbegivenhed, cykelløbet Post Danmark Rundt.
For at skabe størst mulig opmærksomhed om cykelløbet har Randers Eventsekretariat opstillet et stort ned nedtællingsur, der tæller dagene, timerne og sekunderne til startskuddet i slutningen af august.
Uret er placeret i Søndergade umiddelbart nord byens mest trafikerede steder, Randersbro.
Trækker tilskuere til
Når Post Danmark Rundt bliver sat i gang, vil byens restauranter, caféer og butikker være klar til at tage imod de cykelinteresserede gæster. Randers Eventsekretariat håber, at flere prominente cykelryttere deltager i årets løb.
- Startskuddet til Post Danmark Rundt lyder nemlig få dage efter sommerens Olympiske Lege. Så sandsynligheden for at kunne opleve OL-medaljevindere i Randers er stor, hvilket med sikkerhed trækker ekstra mange tilskuere, skriver eventsekretariatet i en pressemeddelelse.
Post Danmark Rundt 2011 blev fulgt af i alt ca. 3,8 millioner mennesker, heraf mere end 950.000 tilskuere live på landevejene.
2012-udgaven af Danmarks største cykelløb køres fra onsdag den 22. til søndag den 26. august.