Randers Storcenter har vokseværk
Butikscentret i Paderup vil udvide med 10.000 kvadratmeter. Politikerne er med på idéen.
En kommende udvidelse af Randers Storcenter i den sydlige del af byen kræver dog, at lokalplanen for området laves om.
Randers Kommune har netop sendt et et lokalplanforslag for detailhandel i Paderup til offentlig høring. Under høringsfasen har byens borgere mulighed for at komme med indsigelser, hvis de er uenige i forslaget.
Hvis den nye lokalplan bliver vedtaget uden ændringer, bliver der åbnet op for, at der kan bygges 25.000 kvadratmeter ny detailhandel i Paderup-området. De ekstra kvadratmeter skal fordeles mellem Randers Storcenter samt Marsvej og Neptunvej.
Et flertal i udvalget for teknik- og miljø i Randers Kommune stemte for at sende lokalplanforslaget i offentlig høring. Det Radikale Venstre og Beboerlisten mente derimod, at der først skal laves en analyse af detailhandlen i Randers, og hvilken påvirkning en udvidelse af storcentret vil have på midtbyens butikker.
- Det er det rene vanvid, og ufattelig uklogt, siger det radikale byrådsmedlem Mogens Nyholm ifølge amtsavisen.dk om forslaget.
På forhånd har storcentret tilkendegivet, at centret gerne vil udvide med 10.000 kvadratmeter.