Randers-spiller jagter ny klub
Midtbaneslideren Jonas Damborg vil have fast spilletid i ny klub
Efter at være sat helt ud af truppen i foråret er fodboldspilleren Jonas Damborg nu på jagt efter en ny arbejdsgiver.
Den 25-årige midtbanespillers kontrakt med Randers FC udløber denne sommer. Derfor håber han ifølge hjemmesiden bold.dk snart at kunne trække en ny klubdragt over hovedet.
Ifølge Jonas Damborg selv har flere klubber udvist interesse for ham.
- Det er primært 1. divisionsklubber, der har dog også været nogle Superliga-klubber. Jeg vil selvfølgelig gerne spille på højeste niveau, men min førsteprioritet er bare at spille fast. Om det så skal være et niveau lavere end det højeste, det må det gerne være, så længe jeg kan få noget spilletid, siger Jonas Damborg til bold.dk.