Randers spillede 1-1 i testkamp
Uafgjort mod Superliga-nedrykkere
Randers FC havde vanskeligt ved at finde vej til netmaskerne, da de fredag aften spillede uafgjort mod Superliga-nedrykkerne fra Viborg.
Trods et spillemæssigt kronjysk overtag var det gæsterne fra Viborg, der kunne gå til pause med en smal 1-0-føring. Målet blev sat ind af Marcel Rømer efter et hjørnespark.
I 2. halvleg var Randers FC tæt på at udligne, da angriberen Djiby Fall sendte et frispark på stolpen. Først i de allersidste minutter fik kronjyderne udlignet, da indskiftede Göchan Kaya udnyttede et indlæg.
Dermed sluttede opgøret i Vivild på Djursland uafgjort 1-1. Kampen var den første uden sidste sæsons topscorer, Ronnie Schwartz, der tidligere på måneden blev solgt til franske Guingamp.
Randers FC spiller sin næste testkamp på torsdag i næste uge, hvor svenske BK Häcken kommer på besøg.
Om godt en måned er der point på spil, når kronjyderne møder Esbjerg på udebane i sæsonens første superligakamp. Opgøret spilles mandag den 21. juli på Blue Water Arena.