Randers skabte pokalchokket

De Blå Heste fra den kronjyske hovedstad har landspokalen med, når de i nat vender hjem til Randers.

00:35

1 af 2

Karsten Johansen strakte sin gyldne pote og scorede pokalfinalens eneste mål, da 1. divisionsholdet Randers FC torsdag overraskende vandt pokalfinalen 1-0 over Esbjerg efter forlænget spilletid.

23.825 tilskuere i Parken så den tidligere Brøndby-forward liste bolden forbi Lars Winde i vestjydernes mål blot fem minutter før den forlængede spilletids udløb. Det var pokalfinale, der havde alt, hvad en sådan skal have af drama, fight og så et mandskab fra 1. division, der nok var svagest på papir, men nægtede at vise det på græs.

Den ordinære kamp tippede specielt i kampens døende minutter til det hårdtfightende Randers-mandskabs fordel, med indskiftede Jesper Christiansens spark på stolpen bare fem minutter før tid som det tætteste forsøg. Finalen var en spejling af den gamle fodboldklassiker - storfavoritterne mod de håbefulde underdogs. Og som favoritter forsøgte vestjyderne fra første fløjt at lokke Randers frem fra deres defensive skjul.

Men resultatet af den plan var lange ørkesløse perioder med Esbjerg-spillere, der trillede bolden til siden og bagud og kun alt for sjældent frem. For randrusianernes veteraner på den centrale midtbane, Kenneth Møller Pedersen og Stig Tøfting, havde lugtet lunten, og derfor pressede de ikke unødvendige offensive meter ud af de rutinerede ben. Og så sprang Esbjerg lige lukt i den fælde, som de selv satte op. Mens kampens rytme dalede fra jitterbug til slowfox, kronede Tøfting sig til kejser af den midterste kridtcirkel. Brød de bølger, der skulle brydes. Og var sine unge novicer på Esbjerg-mandskabet - Jerry Lucena og Niki Zimling - aldeles overlegen i overblik og taktisk snilde.

Netop Lucena eller Zimling var på forhånd udråbt til Esbjergs succesnøgle, men især virkede Zimling hæmmet af presset. Alt for mange fremadrettede afleveringer fra hans fødder endte uden adresse.

Derfor stak Randers dybe sår i Esbjergs defensiv. Hver gang Troels Bechs tropper mistede bolden midt på banen, gjorde især Lars Larsen og Carsten Fredgaard livet farligt for Esbjerg. Larsen selv, Karsten Johansen og midtstopperen John Sandberg fik alle serveret føring for fødderne, men heldet og en forrygende Lars Winde i målet var med Esbjerg. Esbjerg fik rettet lidt op på problemerne efter pausen, men tempoet i pasningsspillet nåede aldrig helt der op, hvor forskellen på superliga og 1. division skinnede igennem. Derfor havde Randers de fleste og største chancer, selv om det afgørende mål først kom til allersidst.