Randers Reb i økonomiske problemer

Problemer med et nyt IT-system giver Randers Reb økonomiske problemer. Virksomheden er nu på Fondsbørsens observationsliste

Det ser sort ud for rebproducenten Randers Reb. Rebproducenten kom i dag på Fondsbørsens såkaldte observationsliste, efter at virksomheden tidligere på dagen havde bedt om, at al handel med selskabets aktier blev indstillet.

Det sker fordi Randers Reb har haft store problemer med et nyt IT-system. Problemerne har betydet, at Randers Reb ikke har haft overblik over lagerbeholdningen. Derfor har virksomheden ikke kunne levere til tiden.

I sidste uge blev Randers Reb's direktør, Carsten Spanget, fyret. Den nye direktør Keld T. Lauritzen siger til TV 2 / ØSTJYLLAND, at han nu undersøger, hvor store skaderne er efter problemerne med IT-systemet. Men det har tilsyneladende kostet flere store ordrer og muligvis har virksomheden også definitivt mistet enkelte kunder. Derfor kommer direktøren med et nyt budget senere på ugen.

Randers Reb havde sidste år et underskud på 15 millioner kroner på den ordinære drift.