Randers-firma udsat for spionage

Randers Reb er blevet udsat for industrispionage fra tidligere ansat - men dropper en politianmeldelse.

Ifølge dagbladet Børsen er virksomheden Randers Reb blevet udsat for industrisponage. Den person som udførte spionagen, var en medarbejder hos Randers Reb, der fik nyt job hos en konkurrent - det tyskejede Carl Stahl Danrope i Fredericia.

Mens den spion-mistænkte stadig var ansat hos Randers Reb, forsynede han - ifølge avisen - sin nye arbejdsgiver med dybt fortrolige kundeoplysninger fra Randers-virksomheden.

Randers Reb har dog droppet at føre planerne om en polianmeldelse ud i livet, angiveligt fordi konkurrenten har lovet ikke at bruge oplysningerne.

Nu har en tredjepart imidlertid anmeldt sagen, som politiet i Fredericia nu efterforsker.