Randers FC rykker ned
Sen Esbjerg-udligning dyr for kronjyderne
Randers og Esbjerg fik sendt hinanden ned i 1. division i sidste runde af Superligaen, da de to mandskaber spillede uafgjort 2-2 i sæsonens sidste kamp.
Det så ellers længe ud til, at Randers for andet år i træk ville redde sig endnu en sæson i Superligaen, men i en forkrampet og nervøs afslutning af kampen lykkedes det Esbjergs Tim Janssen at få udlignet på et hovedstød.
Og det var det eneste resultat, som ingen af mandskaberne kunne bruge til noget. Dermed gav de to klubber således en hjælpende hånd til AaB, og Randers og Esbjerg kan nu følges ned i landets næstbedste række.
Det må særligt Randers føle som en smertelig udvikling af dagens opgør. Efter at holdet kom foran 2-1 lige inden pausen, havde det flere muligheder for at udbygge føringen, og kronjyderne virkede i det hele taget langt mere oplagte og energiske end deres modstander.
Jonas Kamper nettede to gange
Hjemmeholdet udnyttede et vaklende og usikkert midterforsvar hos Esbjerg, og begge Randers-målene blev sat ind efter lange stikninger ned mellem de to støtter, Thomas Gaardsøe og Nicolai Høgh. Og begge gange var det Jonas Kamper, der løb fra de to og smed bolden i mål.
Både tilskuere og spillere knyttede næverne og sendte hinanden overbeviste blikke om, at den var hjemme.
Men så meldte nervøsiteten sig til sidst, og stik mod fordeling af chancer og godt spil, udlignede Esbjerg altså og sendte Randers ud af Superligaen.
En udligning, der dog ikke betød noget for Esbjerg i det store regnskab, og med kun 33 point efter lige så mange kampe gør vestjyderne kronjyderne følgeskab ud af ligaen.
1-0 Jonas Kamper (15. minut)
1-1 Jesper Lange (31. minut)
2-1 Jonas Kamper (45. minut)
2-2 Tim Janssen (89. minut)
Tilskuere: 9.107