Randers FC jagter sejr
Kronjyderne jagter i dén grad en sejr, når de i weekenden skal møde SønderjyskE. Randers FC har ikke vundet i otte kampe i træk.
Statistikken taler sit tydelige sprog om kronjydernes aktuelle form. I de sidste otte kampe er det blevet til to nederlag og ikke mindre end seks gange uafgjort for Randers FC.
Men flere spillere er tilbage i truppen. Søren Berg er blevet sin skade kvit. Steven Pressley, Kenneth Møller Pedersen og David Addy er også tilbage, efter at de tre spillere sad over i onsdagens pokalkamp mod AC Horsens. Og holdet skal spille bedre, mener klubbens træner.
- Vi skal have ændret på den kendsgerning, at der er for lidt sammenhæng i spillet. Midtbanen støtter ikke nok op omkring forsvaret, og vi angriber ikke på den måde, som vi skal og kan, siger Colin Todd til klubbens hjemmeside.
Danske Spil giver pengene 2,10 gange igen, hvis Randers får hevet en sejr hjem. Hvis man tror på, at Randers FC igen, igen spiller uafgjort får man indsatsen gange 3,25 tilbage.
Kampen bliver spillet søndag klokken 16.00.