Randers - det nye Atlantis?
Randers og Allingåbro risikerer alvorlige oversvømmelser, advarer ny rapport
Kystdirektoratet har udpeget ni områder i Danmark, der i sjældne tilfælde kan blive ramt af oversvømmelser.
Blandt de udsatte områder er Randers Fjord, hvor Randers og Allingåbro på Djursland risikerer oversvømmelser.
Risikoen for oversvømmelser vil ifølge Kystdirektoratet vokse i de næste 50 år, fordi klimaforandringerne skaber højere vandstand i have, fjorde og åer.
Rapporten fra Kystdirektoratet giver stof til eftertanke i Randers Kommune.
- Man skal tage det dybt alvorligt. Vi har klimatilpasningsplan på trapperne, der tager højde for den almindelige klimatiske udvikling. Men vi har ikke kigget på de der 100-års-situationer, som vi skal tage højde for, siger miljødirektør i Randers Kommune Lene Andersen til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Randers var senest ramt af en alvorlig oversvømmelse i 1995. Se billeder fra oversvømmelsen i tv-indslaget øverst i denne artikel.