Randers-comeback sikrer sejr efter hæsblæsende halvleg

Randers var nede 0-1 hjemme mod Horsens, men et Randers-comeback inden pausen sikrede kronjyderne en 2-1-sejr.

AC Horsen's Alexander Ludwig i duel med Randers FC's Marvin Egho. Foto: Henning Bagger - Ritzau Scanpix

Randers kom tidligt bagud hjemme mod Horsens mandag aften i 3F Superligaens tiende spillerunde, men allerede inden pausen havde kronjyderne vendt kampen til 2-1, der blev slutresultatet.

Dermed rykkede Randers op på sjettepladsen med 14 point, mens Horsens som ligaens nummer 12 har 10 point.

Kampen bølgede frem og tilbage, og det samme gjorde resultattavlen.

Horsens indledte kampen bedst, og efter 12 minutter stod forsvarsspilleren Alexander Ludwig helt fri i det lille felt og prikkede gæsterne foran.

Det tvang Randers frem på banen, og det havde lynhurtigt en effekt. Det lykkedes nemlig Randers at vende kampen på tre gyldne minutter.

Den store Randers-profil Saba Lobjanidze udlignede efter 22 minutter, og blot tre minutter efter det fremtvang André Rømer et selvmål af Simon Okosun efter et hjørnespark.

Den store Randers-profil Saba Lobjanidze udlignede efter 22 minutter. Foto: Henning Bagger - Ritzau Scanpix

Hold med selvtillid

Begge hold kom ind til kampen med selvtillid, hvor Randers i alle turneringer havde vundet tre i streg uden at lukke mål ind, mens Horsens havde fået fire point i to kampe i Superligaen.

Om selvtilliden hos de to mandskaber var hovedårsagen eller ej vides ikke, men første halvleg blev hæsblæsende.

Alexander Ludwig jubler efter sin scoring til 1-0. Foto: Henning Bagger - Ritzau Scanpix

Efter den vilde start udviklede kampen sig mere til en åben slagudveksling præget af mange dueller. Det betød også, at resten af halvlegen var uden de store tilbud til nogle af mandskaberne.

I anden halvleg var det Horsens, der havde travlt, og gæsterne lagde et massivt tryk på kronjydernes straffesparksfelt.

Omvendt var kronjyderne anført af Lobjanidze livsfarlige på omstillinger, så det blev en afvekslende affære.

Horsens' tryk forsvandt dog gradvist, og det blev bestemt ikke nemmere, da Jannik Pohl blev udvist med to minutter tilbage.

Randers FC's Mikkel Kallesøe i en nærkamp med AC Horsens' Bjarke Jacobsen Foto: Henning Bagger - Ritzau Scanpix

Derfor lykkedes det ikke for Horsens at svare tilbage, og Randers vandt for fjerde gang i træk i alle turneringer, mens Horsens tabte for første gang i tre superligakampe.

VIDEO: Hvordan scouter en superligaklub som Randers FC de helt rigtige spillere? Få svaret i videoen nedenfor:

Sådan scouter en Superliga klub | Randers FC | Skipperligaen