Randers-back kåret til årets talent i Danmark

19-årige Mie Højlund fra Randers HK har for andet år i træk fået titlen som årets kvindelige talent

19-årige Mie Højlund er igen kåret som det største talent i Danmark. Foto: Lars Rasborg - Scanpix

Selvom hun blot er 19 år gammel, er Mie Højlund fra Randers allerede ved at have etableret sig som en af landets største profiler. Det bliver nu endnu engang manifesteret ved kåringen af årets kvindelige talent. Her vandt den unge Randers-pige nemlig for andet år i træk.

Det er spillerne fra dameligaen, 1. division samt de udenlandsprofessionelle, der selv stemmer på, hvem de synes, der har gjort sig fortjent til titlen. Og her løb Mie Højlund overlegent med hele 62 pct. af stemmerne.

Desværre for den kronjyske klub får man ikke glæde af den talentfulde spiller i den kommende sæson. Storsatsende Odense Håndbold har nemlig sammen med flere andre landsholdsprofiler sikret sig Mia Højlund.

- Randers HK vil altid være min barndomsklub, og den klub der har taget hånd om mig som ungdomsspiller. Samtidig er det også klubben, der har givet mig chancen i liga sammenhæng. Jeg er meget taknemmelig for mine år i Randers og for de mennesker, jeg har samarbejdet med. Jeg vil komme til at savne klubben og tilhængere heraf. De seneste tre år har været meget lærerige for mig, hvor Randers HK har turdet give mig noget ansvar og erfaring på højeste niveau, har Mie Højlund tidligere sagt om skiftet væk fra Randers.

Læs også Randers HK henter ny boss hos Bjerringbro-Silkeborg

I samme omgang som kåringen af årets talent blev også årets kvindelige spiller i 1. division fundet. Her løb Kristina Bille fra EH Aalborg også med titlen for andet år i træk.