Ramte mand og nikkede skalle
En 24-årig mand er anholdt efter en noget dramatisk episode i Højbjerg
Omkring middagstid lørdag gjorde en 24-årig sig til voldsmand på en noget anderledes facon i Højbjerg ved Aarhus.
Den 24-årige mand tog en cykel og kørte den frontalt ind i en 45-årig mand ved høj fart. I forbindelse med kollisionen nikkede han også den 45-årige mand en skalle.
- Det ser ud som om, at den sigtede har haft taget noget fra en butik, og det påtaler den forurettede. Vi regner med, at det er det, der er årsagen, siger vagtchef ved Østjyllands Politi Christian Riis til tv2oj.dk.
De to kendte ikke hinanden i forvejen, men det, der tilsyneladende var en simpel påtale om et banalt tyveri udviklede sig så til en skalle leveret direkte fra en cykel. Den 45-årige er ikke kommet alvorligt til skade.
Den 24-årige er anholdt og sigtet i sagen.