Rædselsfuldt år for fodboldaktier
Store millionunderskud i bl.a. AGF har sendt aktierne til tælling
Store millionunderskud i AGF og AaB har sendt aktierne til tælling, mens Brøndby især har været lammet af ledelseskrise. Det skriver borsen.dk.
Modsat har FCK sat turbo mod slutningen af året båret frem af opkøbsrygter og guldrandet sportslig succes i Champions League.
Både selskaberne bag superligaklubberne AGF, Silkeborg og AaB har tabt over 40 pct. af deres markedsværdi på børsen i 2010, hvor de danske aktier ellers er steget samlet 32 pct.
Især underskuddene i AaB og AGF har gjort livet surt for aktiekurserne, konstaterer aktieanalytiker Jesper B. Jørgensen fra Deloitte. Men den globale, økonomiske bedring spiller også ind.
- Flere har valgt at sælge deres fodboldaktier for i stedet at gå ind i andre industrier, som nu viser fremgang. Mange virksomheder er igen begyndt at tjene gode penge, og det er med til at skubbe på udsalget af fodboldaktier, siger Jesper B. Jørgensen til borsen.dk.