Rådmand: Ekspert-kritik er ikke fair

Aarhus er en studieby. Derfor er det naturligt, at mange er på passiv forsørgelse, mener rådmand Thomas Medom (SF)

Det er ikke rimeligt at tildele Aarhus en dumpekarakter, fordi byen er det sted i Østjylland, hvor flest er på passiv forsørgelse.

Det mener rådmand for Sociale Forhold og Beskæftigelse i Aarhus Kommune, Thomas Medom (SF), efter at kommunalforsker Roger Buch har analyseret kommunens indsats på området.

Ifølge Roger Buch er Aarhus Kommune dårligere end nogen anden østjysk kommune til at få personer på passiv forsørgelse gjort økonomisk selvhjulpne.

Sammenligning er ikke retfærdig

Thomas Medom mener dog ikke, at Roger Buchs sammenligning er retfærdig.

- Aarhus er en by med rigtig mange studerende. Og derfor vil vi naturlig nok også have mange nyuddannede ledige, som tæller med i ledighedsstatistikkerne, indtil de finder et job i byen eller i en anden by, siger Thomas Medom til tv2oj.dk.

- Så hvis man endelig vil lave en sammenligning mellem kommuner og ledighed, så giver det kun mening, hvis man sammenligner Aarhus med de andre storbyer - Købehavn, Odense og Aalborg - hvor man også har høje koncentrationer af studerende.

Ekspert: Rød tommelfinger nedad i Aarhus

Ifølge Thomas Medom er andelen af modtagere af midlertidige kommunale forsørgelsesydelser på 6,4 pct. i Aarhus.

Det er 0,2 procentpoint lavere end gennemsnittet på landsplan og 2,7 pct. lavere end i København, hvor andelen er på 9,1 pct.

Trods kritikken fra Thomas Medom fastholder kommunalforsker Roger Buch fra Danmarks Journalisthøjskole, at Aarhus sammenlignet med andre østjyske kommuner er den dårligste til at få personer væk fra offentlig forsørgelse.

Han understreger, at der er blevet målt på alle former for offentlig forsørgelse - og ikke kun midlertidige ydelser.