Rådmand: De udenlandske tiggere er ikke kommet til Aarhus i år
Danske hjemløse frygter strammere regler mod romaers tiggeri, mener SFs socialrådmand i Aarhus, Thomas Medom
Aarhus har ikke mange udenlandske tiggere og romalejre. Men byen får stadig flere danske hjemløse mænd.
Det siger SF's socialrådmand i Aarhus, Thomas Medom.
- Vi har fattige, der kommer hertil. Men det er enkelte individer. De kommer herop med en drøm om at arbejde. Men de falder igennem og lever som hjemløse, siger Thomas Medom og tilføjer:
- Vi har ikke set meget til de store lejre, hvor de lever som kriminelle.
Regeringen ønsker at fordoble straffen for "utryghedsskabende tiggeri" til to ugers ubetinget fængsel. Det oplyste statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) i Folketingets afslutningsdebat. Nu giver det syv dages betinget fængsel.
Sidste år kom tiggere til Aarhus i busser
Sidste år så Aarhus mange udenlandske tiggere blive transporteret hertil fra Østeuropa i busser.
Læs også
- Sidste sommer kunne vi se, at antallet steg ret markant. Lige nu er der ikke rigtig nogen. Men det kan da godt være, at de kommer, når det for alvor bliver sommer, siger Thomas Medom.
I Aarhus samarbejder politi, kommune og Cityforeningen om indsatsen omkring hjemløse. Disse samles omkring Klostertorvet med grønlændere, udenlandske tiggere og narkomaner, forklarer han.
Læs også
- I Aarhus har der været spændinger mellem danske og udenlandske hjemløse, siger Thomas Medom.
De danske hjemløse frygter regeringens planer om indgreb mod tiggeri, påpeger han.
- En masse danske hjemløse frygter, at de får bøder, hvis de tigger. De oplever det som en meget, meget fjendtlig handling, at regeringen bliver ved med at stramme kursen, siger Thomas Medom.
Læs også
Han ønsker mere hjælp til danske hjemløse og udlændinge, som tit er psykisk syge eller misbrugere.
- Der er ikke transitcentre til at hjælpe dem hjem. Her kunne de få en seng at sove i, sagsbehandling og deres pas igen. Så de kunne få en god start derhjemme, siger Thomas Medom.
Hos Østjyllands Politi har de fokus på problemstillingen med udenlandske tiggere, men i Aarhus er problemet slet ikke på niveau med København, fortæller Jan Andersen, politiinspektør hos Østjyllands Politi, til TV2 ØSTJYLLAND.
- Vi ser udenlandske tiggere i Aarhus i øjeblikket - særligt på strøget og i midtbyen. Men vi ser slet ikke det billede, der bliver omtalt fra Købehavn, siger Jan Andersen og fortsætter:
- Vi har fokus på problemet med de udenlandske tiggere, og i øjeblikket går vi med jævne mellemrum en tur på strøget for at holde øje med dem. Og ser vi nogen, der sidder og tigger, så bliver de bortvist fra stedet.