PTSD-ramt soldat fængslet i fire uger
Den 42-årige mand, der mandag truede med at skyde politifolk i Randers, blev i dag varetægtsfængslet i såkaldt surrogat
Mandag formiddag var der stort drama i Randers Midtby. En – hvad der senere viste sig at være PTSD-ramt mand – gik amok og truede med at skyde politifolk på den lokale station. Kl 12.50 blev han anholdt på en adresse i byen, og i dag er han så blevet varetægtsfængslet i fire uger.
Det oplyser Østjyllands Politi.
Den 42-årige tidligere soldat fængsles i surrogat formentlig på en psykiatrisk afdeling.
42-årig mand, der blev fremstillet i grundlovsforhør, er varetægtsfængslet fire uger i surrogat https://t.co/18nLpEGlkR #politidk #anklager
— Østjyllands Politi (@OjylPoliti) July 18, 2017
I forbindelse med truslerne mandag blev der iværksat skærpet tilsyn ved politistationen og i Randers Midtby, hvor manden formodedes at opholde sig. Politiet var massivt til stede med kampklædte betjente.
- Da manden blev anholdt, var han dog ubevæbnet, og der er intet, der tyder på, at han har været i besiddelse af våben, oplyser Østjyllands Politi.
Læs også
Under dagens grundlovsforhør, hvor manden altså blev idømt varetægtsfængsling i fire uger, erkendte han at have fremsagt truslerne mod politiet, ligesom han også skulle have truet en kvinde i samme ombæring.
Derudover er han sigtet for en uge tidligere at have truet en politibetjent i Nyborg. Også det erkendte han. I det forhold er han dog samtidig sigtet for at have kastet en sten, hvilket manden nægter.
Efter det kom frem under retsmødet, blev dørene lukket for ikke at påvirke den efterforskning, der stadig pågår.